Formålet med rehabiliteringen er at optræne eller kompensere for den enkelte persons mistede færdigheder på det kognitive, fysiske og sociale område.
Centret tilbyder individuelle og fleksible genoptræningstilbud, som svarer til den enkeltes ressourcer og udviklingsmuligheder.
Rehabiliteringen foregår i alle vågne timer og bygger på en funktionel træning, der styrker den enkeltes evne til at opnå størst mulig selvstændighed og livskvalitet i egen bolig.
Hver klient tilknyttes et miniteam bestående af socialpædagog, social- og sundhedsassistent, ergoterapeut og fysioterapeut.
I løbet af de første uger udarbejder det tværfaglige team en rehabiliteringsplan i tæt samarbejde med klienten og dennes pårørende. Denne plan evalueres løbende med klient, pårørende, primærkommune og faglig konsulent fra regionen med henblik på at justere mål og metoder.
I den sidste del af opholdet fokuseres der på udslusning til hjemmet eller anden boform. Det prioriteres overordentlig højt, at erfaringerne og resultaterne fra træningen overføres til de rammer, klienten skal leve i fremover, og at de personer, der fremover skal støtte klienten, bliver grundig instrueret. Afslutningsvis udarbejdes en udskrivningsstatus.
Centrets træningsmetoder bygger på neuropsykologiske og neuropædagogiske principper samt ABC-koncepterne.